Amalie har boet i Danmark, Polen og New York.
Hun er et third culture kid.
Børn som Amalie rejser verden rundt efter deres forældres skiftende arbejdspladser. Når turen går “hjem” til Danmark, kan der opstå forvirring og en indre konflikt, fordi man ikke kan genkende den kultur, man forlod.
Hvor hører man til, hvis det ikke er i det land, man egentlig kommer fra?
I det kulturelle ingenmandsland hører ingen rigtigt til
Af Karoline Fogh Lassen & Malou Frejdahl Marker
Med en underhåndsbevægelse sendes en sko gennem luften. Den rammer en ensom øl midt på græsset og får dåsen til at dejse omkuld. Drukspillet kævle er populært blandt danske unge, men for et kvarter siden vidste Amalie ikke, at pletskuddet ville resultere i klap og jubel. Hun er ellers både ung og dansk.
Amalie Frijs-Djurhuus er på det her tidspunkt 20 år gammel og har første skoledag på CBS i København. Ser man på hendes CV, er det ikke så underligt, at hun aldrig har bundet øl på række, fordi en sko har ramt en genstand. Godt nok er hun født i Danmark, men som treårig flyttede hun til Polen, og teenageårene har hun tilbragt i New York. Amalie er et af de børn, der jævnligt har pakket sit liv ned for at flytte med sine forældre rundt i verden. Et third culture kid.
Før drukspillet på græsplænen skulle de nye studerende præsentere sig selv i klassen. Navn, alder og så det berygtede fun fact. Amalie var blandt de første, der skulle rejse sig op og fik sagt noget med, at hun godt kunne lide at bage. De fleste andre sjove informationer var søbet ind i alkohol og druklege.
I Danmark er jeg født, her har jeg også hjemme
Third culture kids er børn, som er vokset op og har tilbragt store dele af deres liv i en anden kultur end deres forældres. De udlever flere af de år, der former dem som mennesker, udenfor hjemlandets grænser. Når de vender tilbage til den danske kultur, er det på papiret deres egen. Men det føles ikke sådan.
Danes Worldwide er en forening for udlandsdanskere, og de estimerede i 2020, at der bor omkring 200.000 danskere i udlandet. Cirka en fjerdedel er børn. Der er dog et stort mørketal, og derfor vides det ikke præcis, hvor mange danske børn, der går rundt i et kulturelt ingenmandsland.
Tror man, at der kun er fordele ved at være et third culture kid, tager man fejl. Følelsen af aldrig sådan rigtigt at passe ind. Komplicerede tilhørsforhold til flere lande på samme tid. Det er nogle af bivirkninger af livet mellem landegrænser.
Karen Nielsen Breidahl, lektor ved Institut for Politik og Samfund på Aalborg Universitet, har forsket i tilhørsforhold. Ifølge hende har begrebet stor betydning for individet.
“Hvis man føler sig forbundet til flere steder på samme tid fremfor ét, kan man nemt komme til at blive i tvivl om, hvem man er, og hvor man hører til henne.”
Third culture kids risikerer at blive så tilpas fremmede for dem selv og verden omkring dem, at de sommetider refereres til som usynlige immigranter. Usynlige, fordi de udadtil ikke nødvendigvis skiller sig meget ud fra mængden, men fordi en indre konflikt gør dem i tvivl om, hvor de egentligt har hjemme.
“Hvis man hører til mange steder, og der ikke er noget, som er vigtigere end andet, så kan der opstå en konflikt. Man ved ikke, hvordan man skal agere i de forskellige kulturelle kontekster,” fortæller Karen Nielsen Breidahl.
Som treårig flyttede Amalie fra Danmark til Polen. Som syvårig fra Polen til Danmark. Som 13-årig fra Danmark til New York og som 20-årig tilbage til Danmark igen, hvor hun stadig bor i dag som 26-årig. I begge tilfælde var returen til Danmark en omvæltning og et møde med noget, som var komplet fremmed fra det, hun kendte.
📍 Vallerødskolen, Rungsted Kyst
Som treårig forlod Amalie skovbørnehaven og turene bagpå hendes forældres cykel i indre København. Med bankende hjerte og kun ét enkelt sprog i rygsækken gik hun fire år i møde på en international skole i Polen. Fire år, hvor skole var en leg. Fire år med den bedste lærer, Amalie nogensinde ville få. Fire år, der endte i et hårdt farvel og sendte hende til Vallerødskolen, hvor hun netop er trådt ind i et fremmed kaos.
Alt i lokalet er farveløst med undtagelse af det blå metal bagpå stolene. Væggene er nøgne, og hun kan ikke få øje på en eneste kilde til inspiration eller glæde. I Polen fandtes sort, hvid og grå ikke.
I det danske klasselokale er lærerens stemme i konstant konkurrence med et støjniveau, der minder mere om et frikvarter end en dansktime. I Polen kaldte børnene deres lærer ved efternavn og lyttede, når hun talte. I det danske klasselokale står bordene i en hestesko. I Polen stod bordene i små klaser, og hvis eleverne ikke sad her, fik de undervisning på et lunt gulvtæppe. Her er intet gulvtæppe.
Kulturchok i egen kultur
Da Amalie første gang trådte ind bag murene på den danske folkeskole, var det ikke et miljø, hun kunne genkende. Kaos og larm havde ikke været en del af hverdagen på den internationale skole i Polen.
Emilie Frijs Due er psykolog og projektleder hos Center for Familieudvikling, hvor de har en afdeling, der tilbyder hjælp til udstationerede familier. Det gælder både forældre, børn og unge. Flere af de third culture kids, hun har mødt gennem sit arbejde, oplever et kulturchok, når de skal finde deres plads blandt de andre danske børn.
“Der er nogle udfordringer i forbindelse med disciplin. Det er små ting, som at læreren kaldes ved deres fornavn, som kan virke specielt for børnene. Der er også noget i forhold til sproget, som kan opleves grimt, og det kan være et chok for nogen, hvordan man taler til hinanden.”
Kulturchokket kan Amalie genkende fra sin egen første tid i den danske folkeskole, og her var den manglende disciplin det, der adskilte sig mest fra skolen i Polen.
“Jeg var i chok over, at man bare kaldte lærerne ved deres fornavn og over, at underviseren ikke kunne få kontrol over eleverne. Der var også en virkelig hård tone, og sådan følte jeg ikke, at man måtte tale til en voksen. I Polen var man mere respectful,” fortæller Amalie i dag.
Emilie Frijs Due fortæller også, at relationen mellem lærer og elev typisk er en anden på de internationale skoler. Selvom det er en mere formel relation, er den på samme tid mere personlig, og ressourcerne giver mulighed for, at der tages mere tid til de enkelte elever.
Amalies danske klasselærer var sød. Men hun kunne ikke måle sig med hende, der havde undervist på gulvtæppet i Polen.
📍 Mormors lejlighed, Østerbro
Duften af mormor omfavner Amalie, da hun træder ind ad døren efter sin første dag på Vallerødskolen. Det er ikke den klassiske lugt af ældre dame, der bor i herskabslejligheden. Det er ikke lugten af gammelt læder eller genbrugsbutik. Til gengæld er det duften af, hvordan der ser ud.
Amalies mormor er en fin dame med fine ting og højt til loftet. Fra stukken blomstrer en lysekrone, og porcelænsfigurer danser rundt på kommoderne af træ. Alt har sin plads, og man finder ikke et støvkorn på sildebensgulvet.
Familien bor i mormorens lejlighed på Østerbro. Deres hus i Rungsted bliver renoveret, så de på ny kan slå rødder i Danmark.
Da Amalie har fortalt sin familie om hendes dag på en anden planet, sætter de sig på rad og række foran fjernsynet. På skærmen ser man folk, der i en nærmest panisk glæde fægter rundt med Dannebrog, mens de kongelige vinker højt oppe over dem. Amalie forstår godt, at det er en stor begivenhed. Kronprinsen og Kronprinsessen skal giftes. Hele Danmark ser med.
Alligevel er det ikke det, der gør, at hun senere vil huske denne eftermiddag tydeligt. Det er menneskerne omkring hende, og det er duften af mormor. Begge dele er der altid. Begge dele vil altid være der.
Faste rammer skaber tryghed
I løbet af Amalies liv ændrede rammerne omkring hende sig med jævne mellemrum. Den hvide kalk i Polen blev skiftet ud med gule mursten i Rungsted. De blev så til røde mursten i Scarsdale i New York, som blev til glaspartier med udsigt over Manhattan. Men når Amalie træder indenfor hos sin mormor på Østerbro, ved hun præcis, hvor malerierne hænger, og stolene står.
“Jeg har en stærk tilknytning til min mormors hjem. Det har været en fast ramme i mit liv, som aldrig har forandret sig. Jeg forbinder det med Danmark, og jeg forbinder det med noget trygt,” fortæller Amalie.
Når familier og især børn jævnligt rykkes op med roden og flyttes mellem landegrænser, får et fast holdepunkt lige pludselig en ekstra vigtig betydning.
“Det at have et udgangspunkt i form af et sted, hvor man kommer fra, spiller en stor rolle. Det betyder meget, at man hører til et sted, og rent faktisk har et sted at forholde sig til, som aldrig ændrer sig,” fortæller Karen Nielsen Breidahl.
Den indre konflikt opstår, når individet føler sig fanget i kløften mellem forskellige kulturer. Den eskalerer, når man ikke har et trygt sted, hvor man kan søge tilflugt.
For Amalie har trygheden altid boet under stukken på Østerbro.
📍 Copenhagen Business School, Frederiksberg
20-årige Amalie slår øjnene op på kollegieværelset. Penthouselejligheden på Manhattan havde et væsentligt større glasparti end de 30 kvadratmeter, hun nu befinder sig på. Sidst, hun boede i Danmark, var som 13-årig. I dag har hun første skoledag på CBS.
Udover hendes familie og tre danske veninder, hvoraf den ene er en kusine, var der ikke meget at komme “hjem” til. Ingen af navnene på klasselisten, hun havde fået et par dage forinden, vækkede genkendelse hos hende. Det var måske heller ikke så mærkeligt, når hele Amalies vennekreds sad på den anden side af jordkloden.
På vej i skole brygger en cocktail af nervøsitet og spænding i maven på hende. Nervøsiteten giver sig selv. Den kommer, når man begynder et nyt sted. Men mest af alt glæder hun sig. Det er nu hendes liv i Danmark starter. Det er nu, hun skal finde en masse nye venner. Hun skal indhente de tabte år, hvor danske unge har gået i byen til klokken fem og haft the time of their lifes i studentertiden.
Men de næste par måneder bliver mange af Amalies weekender tilbragt i forældrenes hus i Rungsted. Det er det eneste alternativ til at sidde alene på kollegieværelset.
Når hun i timerne kigger hendes klassekammerater over skulderen, vælter den ene besked ind efter den anden, mens de propper deres kalender med planer, som Amalie ikke er en del af. Efterskolevenner skal besøges, gymnasievenner skal passes. I Amalies kalender står kun helligdagene.
I New York var det ikke et problem at lave en aftale med en halv times varsel. Spontane ture til the mall eller Starbucks var en del af Amalies hverdag. I Danmark skal aftalen have pyntet i kalenderen i en måned, før det kan lade sig gøre. Hendes medstuderende er søde. I modsætning til Amalie har de bare venner nok.
Et fremmed hjem
Når man har tilbragt flere år i den store verden, kan Danmark virke akkurat så lille, som det ser ud på et verdenskort. Folk har mange bekendtskaber i forvejen, og så ligner de hinanden mere end på de internationale skoler. En anden kontrast er måden, man er sammen på, som ifølge Emilie Frijs Due kan komme som et chok for unge, der vender tilbage til Danmark.
“I Danmark er alkohol noget, man i høj grad samles om. I de lande, som third culture kids vender hjem fra, har det måske mere været aktiviteter som sport, der har fungeret som samlingspunkt.”
For Amalie var mødet med den danske ungdom også mødet med en overflod af druklege. Ølbowling og kævle havde hun aldrig hørt om, og hendes danske medstuderende ville hellere sidde om et bord med fadøl end at bage en kage. For mange kan det virke skræmmende og ekskluderende, men Amalie var nysgerrig og åben.
“Alle de rystesammenlege, som vi skulle lave på den første dag på CBS, var meget alkoholrelaterede. Jeg havde det fint nok med det, men jeg synes da, at det var lidt vildt, at den danske drukkultur var præcis, som man havde fået fortalt,” fortæller Amalie.
Selvom hun ikke lod sig skræmme væk af druksultne unge, gik der flere måneder, før hun fandt de veninder, som hun stadig har i dag. Lige så stille begyndte de at lære hinanden at kende udenfor skolen, men det var altså først efter weekenderne i Rungsted.
Amalie havde hellere set fredag og lørdag flyve forbi et sted i Københavns byliv, men Emilie Frijs Due fortæller, at familie spiller en vigtig rolle, når man som ung flytter tilbage til Danmark.
“Det er ret afgørende, at man har noget familie, som kan tage en under vingerne. Ellers kan det blive ensomt og lidt af et chok at lande i den her nye virkelighed. Familien kan også fungere som en form for tryghed.”
📍 Et sted midt i mellem
Amalie er dansk, men Polen og USA har alligevel sat sig fast og er blevet en lige så stor del af hende, som Danmark er. Når hun i dag sætter sig på et fly mod New York, føles det også som at komme hjem. Alligevel er der ét af de mange steder, som Amalie nogensinde har kunnet kalde hjem, som aldrig har veget pladsen for nogen af de andre.
Som 26-årig var hun på et parfumekursus, hvor de skulle beskrive en duft, som var lagret dybt i deres hukommelse. Da Amalie gik tilbage i lugtesansens kartotek, var det ikke svært for hende at finde en, der stak ud, og som vækkede minderne til livs. Den duft, der fylder fra gulv til stuk i lejligheden på Østerbro, og som bor i hendes mormors tøj. Duften af højt til loftet og ting med faste pladser. Duften af et sted, hvor hun altid har hørt til.